TILPASSEDE UDVIKLINGSFORLØB

Klæd jeres vagtplanlægger på til hele opgaven

Et målrettet og praksisnært udviklingsforløb, der tager afsæt i jeres organisation, jeres drift og den vagtplanlægger, der skal lykkes med opgaven i hverdagen.

FRA ANALYSE TIL PRAKSIS

Et forløb tilpasset jeres virkelighed

Vagtplanlægning er en kompleks faglig opgave. Planlæggeren skal kunne forstå driftsbehov, økonomiske rammer og arbejdstidsregler – og samtidig omsætte mange forskellige hensyn til en plan, der kan fungere i hverdagen.

I et tilpasset udviklingsforløb arbejder jeg tæt sammen med jeres vagtplanlægger og tager udgangspunkt i de faktiske planer, arbejdsgange og udfordringer på arbejdspladsen. Forløbet kan kombinere analyse, sidemandslæring, faglig sparring og målrettet kompetenceudvikling.

Målet er ikke, at jeg overtager planlægningen. Målet er at opbygge viden, metode og sikkerhed hos jeres egen vagtplanlægger, så organisationen efterfølgende står stærkere til selv at løse opgaven og udvikle praksis videre.

HELE PLANLÆGNINGSPROCESSEN

Fra behov og ønsker til evaluering

Forløbet kan følge hele planlægningsprocessen. Vi kan begynde med en analyse af driftsbehov, nuværende fremmøde, planlægningsprincipper og medarbejdernes ønsker. Her bliver det tydeligt, hvilke forudsætninger planlæggeren arbejder under, og hvor der eventuelt mangler fælles beslutninger eller tydelige rammer.

Dernæst kan vi arbejde med grundplanlægning og fremmødeprofiler, den konkrete vagtplan, kvalitetssikring og frigivelse. Efter frigivelsen kan fokus være på ændringer, efterregistreringer og på at bruge erfaringer og data fra den afsluttede periode til at kvalificere næste plan.

Vi ser også på samarbejdet omkring opgaven. Vagtplanlæggeren er afhængig af gode snitflader til ledere, medarbejdere, tillidsrepræsentanter, økonomi og andre relevante funktioner. Tydelige roller, rettidige beslutninger og et fælles fagligt grundlag har stor betydning for kvaliteten af planlægningen.

MULIGHEDER I FORLØBET

Analyse, sparring og kompetenceudvikling

Indsatsen sammensættes efter det, der vil gøre en reel forskel hos jer. Det kan være et fagligt eftersyn af den nuværende vagtplanlægning, observation af arbejdsgange, individuel sparring, rådgivning om arbejdstidsregler, kompetenceudvikling eller workshops med ledelse og andre interessenter.

Analysen kan også afdække, om udfordringerne skyldes selve vagtplanen – eller om de i højere grad handler om organisering, data, kompetencer, roller eller beslutningsgange. Dermed bliver optimering af vagtplaner en del af en bredere udvikling af den måde, organisationen arbejder med arbejdstid på.

Forløbet kan være koncentreret omkring en afgrænset udfordring eller følge vagtplanlæggeren gennem en hel planlægningscyklus. Omfanget aftales ud fra jeres behov og den forandring, I ønsker at skabe.

Tal med mig om et tilpasset forløb